Få en unik mulighed for at se Klitgaarden indefra. Oplevelsen er helt særlig, da huset til daglig udelukkende benyttes af forskere og kunstnere. Dog åbnes dørene med mellemrum i perioden fra februar til og med november – for Skawboere og andre besøgende, som har lyst til at opleve den smukke Kongevilla indefra. Klitgaarden fremstår nænsomt bevaret og indrettet med originale møbler fra Kong Christian den X’s æra, hvor huset fungerede som kongelig sommerbolig.
Bygningen er af ældre dato og rummer smalle gange, derfor er antal billetter pr. omvisning begrænset til 10 personer. Det er også afgørende, at gæster der bor i huset kan arbejde i ro og fordybelse, hvilket betyder, at rundvisningen foregår i respekt for refugiets stilhed.
Rundvisningen varer cirka én time og byder på fortællinger om Klitgaardens historie fra opførelsen i 1914 og frem til i dag.
Turen omfatter alle husets fællesområder, og hvis der er ledige værelser, vil deltagerne også få mulighed for at se de arbejdsrammer, som refugiets gæster benytter. Besøget afrundes med et lille glas vin i Havstuen, og det samlede ophold på Klitgaarden varer omkring halvanden time.
Mødested er Klitgaarden Refugium, Damstedvej 39, 9990 Skagen
FAKTA:
Pris pr. person kr. 275,- inkl. lille glas vin
Der er rundvisning disse dage:
- Torsdag d. 19. feb. kl. 14.00
- Lørdag d. 14. marts kl. 10.00
- Tirsdag d. 14. april kl. 14.00
- Onsdag d. 6. maj kl. 14.00
Bemærk - skal bestilles senest 2 timer før en omvisning

Velkommen til Vendsyssel og hele Toppen af Danmark
Vendsyssel, der med rette kan beskrives som en 3000 km² stor ø, ligger på toppen af Danmark, mellem to have med Skagerrak til styrbord og Kattegat til bagbord, når man ser øen på et kort, som dem der hang i klasseværelserne med nord opad.
Vendsyssel er faktisk på størrelse med Gotland i Sverige eller ca. 3 gange så stor som Rhodos i Grækenland. Det er til gengæld let at komme hertil. Der er nemlig masser af broer og både små og store færger fra ind- og udland til Vendsyssel.
Vendsyssel er så godt forbundet med fastlandet, at selv de lokale indbyggere ofte helt glemmer, at de reelt bor på en ø. Medmindre man tager turen til Vendsyssel med en af de små hyggelige fjordfærger fra Jylland eller de store luksuriøse færger fra Norge og Sverige til Frederikshavn eller Hirtshals, opdager man nærmest ikke, at man forlader det europæiske fastland, når man på 1 – 2 minutter har passeret f.eks. Limfjordbroen i Aalborg eller tunnelen under fjorden på motorvejen E45.
Selvom havet på begge sider af de lange øst- og vestvendte kyster i Vendsyssel kan vise tænder og give besøgende spektakulære oplevelser, når elementerne raser, er klimaet og personligheden i Vendsyssel rund og mild. Måske fordi Vendsyssel, på trods af at vi er placeret midt mellem 2 have, også at finde i smørhullet mellem Norge og Sverige; beskyttet af de norske og svenske fjelde. Det kan også være en af grundene til, at lyset ændrer sig, desto længere du kommer nordpå i Vendsyssel, hvor toppen af Danmark i Skagen i generationer har tiltrukket kunstnere og kreative sjæle med sit unikke lys og rekordmange solskinstimer, året rundt.
